Det formodede palæstinensiske folkedrab er i fuld gang, derfor har det stor bevågenhed i den globale presse. Det er dog ikke begivenhederne i Gaza som får opmærksomheden i danske medier. I stedet handler det mere om afbrudte taler, hvor vidt det er upassende at protestere mod en besættelse på Danmarks befrielsesdag, samt oprør på amerikanske universiteter.
Selvfølgelig skal det også dækkes, men i mellemtiden vender danske medier blikket væk fra det, som foregår i Gaza. Rune Møller Stahl har lavet en gennemgang på X over forsiderne på de store netaviser for at tjekke vægtningen.
Indsamlingen er lavet 2. maj 2024 i det omtrentlige tidsrum mellem 14:00 og 15:00 og dækker som sagt forsiderne på netudgaverne af de respektive aviser.
Jyllands-Postens
En artikel om protester i USA og et indlæg som sammenligner Palæstina-demonstranter med nazister.
0 artikler om Gaza


Berlingske
2 artikler om USA og en om Eurovision.
0 artikler om Gaza.


DR
Flere artikler om demonstrationerne i USA.
0 artikler om Gaza.

TV2
Ingen artikler om Gaza, hverken direkte eller indirekte.
Politiken
En artikel om demonstrationerne i USA, men også en artikel og en podcast om Gaza på forsiden.


Måske et dansk fænomen
Til sammenligning havde Financial Times samtidig en artikel om demonstrationer i USA, to artikler fra Gaza og en artikel om Den Internationale Domstol.




Dette indlæg er baseret på et øjebliksbillede og er ikke en bred indsamling af data eller analyse af medier på tværs af landegrænser. Alligevel er det tankevækkende at danske medier tilsyneladende prioriterer sådan. Uanset om det er med fuldt overlæg, så har det den virkning, at mens vi diskuterer fnidder og upassende kampord, så er der mindre opmærksomhed på det formodede palæstinensiske folkedrab.
Hvad skete der ellers den 2. maj?
Tyrkiet annoncerede at de stopper handel med Israel på grund af nødhjælpsblokaden, hvilket man kan læse i Reuters og på BBC.
FN udgav en omfattende rapport hvor skaderne på Gaza gennemgås, samt den betydning det kan komme til at have. De delte også en historie om omfattende og farlig forurening i flygtningelejrene. Samtidig delte WHO en rapport som gennemgår angreb på sundhedsvæsenet. The New Yorker og flere andre, rapporterer fortsat om den fortsatte nødhjælpsblokade.
En leder i Hamas fortalte, at de besøger Egypten og diskuterer vilkår for våbenhvile i en positiv ånd, som her rapporteret af Reuters.
Flere dræbt og såret i det sydlige Gaza da israelske jetfly og artilleri bombede en flygtningelejr – som man jo gør. På Vestbredden er 8 palæstinensere ulovligt tilbageholdt af israelske styrker, da de gennemførte en razzia nær Ramallah. I alt 15 blev tilbageholdt siden onsdag aften. Mindst 6 blev dræbt da Israelske styrker angreb az-Zahra og ved Khan Younis blev flere nabolag bombet og mindst én blev dræbt. I alt blev 28 palæstinensere dræbt og 51 såret de sidste 24 timer. Der er mange flere nyheder – de fleste af ovenstående nyheder skete før kl. 09:00.
Er det nyheder om selve Gaza, der falder i baggrunden – eller er det simpelt hen Israel-kritiske nyheder som nedtones? Denne dag var der også nyt om de forventede arrestordrer fra ICC mod israelske topfolk. Blandt andet fortalte Axios i, hvad de selv kalder et scoop, at amerikanske senatorer arbejder på at forhindre arrestordrerne. Det skete sent onsdag (1. maj) efter Benjamin Netanyahu havde talt med flere senatorer.
En anden nyhed som var relevant den dag, og som kom ud sent 1. maj og blev opdateret af flere medier 2. maj, var amerikanernes vedtagelse af Antisemitism Awareness Act. Den er baseret på IHRA-definitionen af antisemitisme, som i praksis gør visse typer kritik af Israel ulovlig.
Dette er ikke en systematisk og objektiv gennemgang af hele mediebilledet 2. maj. Det har jeg ikke haft tid til. Jeg synes alligevel, at disse observationer viser en tendens som ellers er ret svær at lægge mærke til for den almindelige forbruger af nyhedsmedier – nemlig hvilke nyheder som ikke bliver bragt.