Af Lars Kiær, Niels Brinch
Ritzau har skrevet en groft vildledende artikel, hvor de ukritisk videregiver et israelsk narrativ, men samtidig får det til at se ud som om, det er Verdenssundhedsorganisation (WHO), som er kilden.
Som det er tilfældet med mange artikler fra Ritzau, er artiklen videregivet direkte i mange landsdækkende danske nyhedsmedier, blandt andet Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten og B.T.
I artiklen står der følgende:
“Ifølge WHO er hospitalet ude af drift, efter at israelske styrker fredag rettede et angreb mod medlemmer af den militante bevægelse Hamas. De opholdt sig nær hospitalet.”
Dette står i starten af artiklen og giver læseren en opfattelse af, at WHO ikke bare har sagt at hospitalet er ude af drift, men også at israelske styrker har angrebet medlemmer af Hamas, som opholdt sig nær hospitalet.
WHO har imidlertid ikke nævnt hverken Israel eller Hamas i deres pressemeddelelse.
Senere i artiklen står der:
“Det israelske militær hævder i en erklæring, at hospitalet var ’et vigtigt tilholdssted for terrororganisationer og bliver brugt som skjulested for terrorister’.”
Vi formoder det er denne sætning som journalisten mener giver rygdækning til den foregående formulering. Det mener vi ikke er tilfældet af to årsager:
- Artiklen giver fejlagtigt det indtryk, at kilden er WHO, mens det i virkeligheden er den angribende part, der i sammenhængen ikke kan anses for troværdig
- Sætningen står ikke i direkte forbindelse med den vildledende formulering
Til allersidst i artiklen står der:
“Hamas har afvist, at dets medlemmer befandt sig på hospitalet ved fredagens angreb.”
Dette ændrer ikke på læserens indtryk, når det israelske narrativ gentages ukritisk – ikke bare uden kilde eller kritisk stillingtagen, men det giver læseren opfattelsen af, at kilden er WHO.
Ritzau og dernæst de danske nyhedsmedier, som har gengivet historien, bør først og fremmest udsende en rettelse og give den samme opmærksomhed som den oprindelige, vildledende nyhed.
Dernæst forventer vi, at Ritzau undersøger årsagen til fejlen og af hensyn til sin egen troværdighed udgiver resultatet af undersøgelsen.