Af Anna Askjær Larsen, Niels Brinch m.fl. (Mediekritisk Netværk)
Følgende klage er også sendt til B.T.
Den 5. april udgiver B.T. klummen Israels angreb på nødhjælpskonvoj er utilgivelig – samme fordømmelse burde Hamas møde dagligt.
Klummen er fyldt med faktuelle fejl. Selvom formatet er en klumme, nævnes det intet sted, at klummen repræsenterer forfatterens egen personlige holdning, og ikke B.T. som afsender. Der står heller intet om, at klummen ikke er faktuel eller kildebaseret. Klummen er udgivet som udlandsstof, hvilket kan tolkes, som om det var en rigtig journalistisk artikel.
Klummen lægger ud med at redegøre for forløbet, hvor 7 nødhjælpsarbejdere for World Central Kitchen (WCK) blev dræbt af Israelske soldater til trods for, at deres biler var tydeligt mærket med WCK og havde koordineret deres rute med det israelske militær. Der står endviderei klummen, at Israel arbejder på højtryk for at undersøge sagen. Allerede her præsenterer klummen en noget ladet tilgang ved ikke at stille spørgsmålstegn ved den omstændighed, at en krigsførende part undersøger sine egne handlinger. Fra WCK lyder det for eksempel:
“An independent investigation is the only way to determine the truth of what happened, ensure transparency and accountability for those responsible, and prevent future attacks on humanitarian aid workers.”
Indtil videre har Israel reageret ved at afskedige et par højtstående i hæren. Men det er ikke de første nødhjælpsarbejdere, der er blevet dræbt i Gaza. Det reelle tal er i nærheden af 200, og der er krav fra FN om, at alle disse drab undersøges af uafhængig part, altså ikke af Israel. Det samme har lederen af WCK krævet, idet han siger:
“It’s not enough to simply try to avoid further humanitarian deaths, which have now approached close to 200,” said WCK founder José Andrés. “All civilians need to be protected, and all innocent people in Gaza need to be fed and safe. And all hostages must be released.”
Hvem sulter Gaza?
Klummen fortsætter: “Palæstinenserne skal nu kigge mod stærkt agenda-drevne og ineffektive organisationer som FN for at få maden bragt frem.”
Hvem er det, der vurderer, at det er tilfældet – skribenten? Israel?
Videre står der i klummen:
“FN har fejlet eklatant i at få distribueret og sikret nødhjælpen i de sidste mange måneder”. Lastbiler bliver ved med at vente ved grænsen til Gaza, efter de har gennemgået israelske sikkerhedstjek. Israel har gentagne gange anklaget FN for ikke at magte opgaven og distribueringen”
Her får man klart formidlet det budskab, at FN er skyld i den humanitære krise i Gaza. Men det er jo slet ikke korrekt. Den 4. april udgav FN en artikel, hvor en række FN-organisationer redegør for situationen i Gaza. Konklusionen er blandt andet at:
- Israel blokerer og forsinker nødhjælp i at komme ind, specielt i det nordlige Gaza
- Grundet angrebet på World Food Kitchen har FN været nødt til at stoppe leveringer for at revurdere og omorganisere deres nødhjælp.
1. april skrev FN, at israelske tropper blokerer nødhjælps leveringer til det hungersnødsramte nordlige Gaza til trods for FN domstolen og sikkerhedsrådets krav om åben adgang til Gaza. Og det er egentlig ikke fordi Israel har forsøgt at skjule deres intentioner, så det kan undre en klumme skribent på BT ser noget helt andet end andre.
Det er ikke noget nyt, at der ikke kommer nok nødhjælp ind. I januar skrev den store israelske NGO B’tselem under overskriften “Israel is starving Gaza” , at Israel bevidst nægter at lade nødhjælp nok komme ind i Gaza, faktisk kommer der nu kun en brøkdel af den mad ind, der kom før krigen. B’Tselem skriver endvidere:
“Israeli officials made it clear early on in the war that the Strip would remain closed until the hostages were returned. Given that this is the case, the refusal to allow humanitarian aid into the Strip punishes residents for actions they did not commit and in which they had no involvement. It is also clear that they have no way of exerting influence over those responsible for these actions to release the hostages. As such, sealing off the Gaza Strip constitutes unlawful collective punishment of its more than two million residents. This remains true even if some of them support Hamas, as Israeli officials claim.
Furthermore, closing the crossings and allowing a minuscule amount of aid that cannot begin to meet civilians’ needs is tantamount to deliberately starving the population. International humanitarian law prohibits deliberate starvation as a method of warfare. This norm has attained customary status, meaning it applies to all countries. Violating this prohibition is a war crime under the Rome Statute.
The entry of humanitarian supplies into the Gaza Strip is not a gesture Israel is being asked to make towards the civilian population. It is its duty. According to the rules of international humanitarian law, when the civilian population lacks the means to survive, parties to the conflict have a positive obligation to allow the “rapid and unimpeded passage” of humanitarian supplies, including food and medicine. Aid should be delivered consistently such that people can rely on receiving it the next day as well.
This rule, which is enshrined in Additional Protocol (I) to the Geneva Conventions, stipulates that the obligation carried by a party to the conflict to allow humanitarian aid in applies even when it is the other party’s civilians who need it. This obligation addresses countries whose geographical location is such that the passage of aid through their territory “is necessary, or even simply useful.” The commentary on this rule clarifies that a party to the conflict cannot arbitrarily deny passage of humanitarian aid, although it is clear that each party may supervise the shipment and even search it. The obligation to allow humanitarian aid in is also a customary norm and therefore applies to Israel.
Refusing to let humanitarian aid in is a crime under the Rome Statute of the International Criminal Court in The Hague, which stipulates that the deliberate starvation of the civilian population as a method of war, including by deliberately denying humanitarian aid – is a war crime
I en netop offentliggjort rapport “Manufacturing Famine: Israel is Committing the War Crime of Starvation in the Gaza Strip” beskriver B’TSelem, hvordan Israel bruger sult. De skriver (oversat til dansk af forfatterne af klagen):
Internationale menneskerettighedslove indeholder et generelt forbud mod sult. Dette inkluderer forbud mod handlinger, der forhindrer mennesker i at få adgang til mad, også uden for en stats territorium.
Forbuddet mod at bruge sult som våben i krig stammer fra en generel forpligtelse under krigslovene om beskyttelse af civilbefolkningen og fra forbud mod skade på objekter, der er nødvendige for befolkningens overlevelse.
Det er konkret en forbrydelse under Rom-statutten, der danner juridisk grundlag for Den Internationale Straffedomstol (ICC), at bruge sult som et våben. Derfor er det inden for ICC’s ansvarsområde at undersøge og rejse anklage for “bevidst brug af sult mod civile som en metode i krig ved at nægte dem objekter nødvendige for deres overlevelse, herunder bevidst at nægte nødhjælp.”
Den omfatter fire dele: handling, intention, kontekst og viden. Hvis alle fire elementer er til stede, udgør det en forbrydelse. Nedenfor gennemgås disse dele i relation til handlinger, som Israel har begået i Gaza i de seneste måneder.
1. Handling
At nægte befolkningen essentielle livsfornødenheder (eller kun tillade en begrænset mængde)
I mange måneder har Israel hindret adgangen til den nødvendige mængde nødhjælp i Gaza, herunder mad og medicin. Den totale ødelæggelse, som Israel har påført Gaza, har fuldstændig ødelagt muligheden for selvforsyning. Under disse omstændigheder er befolkningen næsten fuldstændigt afhængig af forsyninger udefra, som kontrolleres af Israel.
Israel lever ikke op til sine forpligtelser om at tillade nødhjælp adgang og sikre fordelingen af denne, selv ikke i de områder, hvor Israel hævder at have fuld kontrol.
2. Intention
Intentionen om at anvende sult som våben for at opnå militær fordel eller svække fjenden er forbudt. Dette forbud vedrører handlinger, der bevidst fremkalder sult for at fremme militære mål. Det drejer sig om intentionen i sig selv, ikke resultatet.
Israel har tydeligt vist, at deres hensigt var at sulte befolkningen for at opnå deres militære mål, hvilket uomtvisteligt ses fra udtalelser fra top politikere og militære ledere.
Yoav Gallant, Israels forsvarsminister og medlem af krigsrådet, den øverste myndighed ansvarlig for Israels politik i krigen mod Gaza, har klart udtalt, at det er en del af krigsstrategien at nægte mad og vand til befolkningen i Gaza: “Vi indfører en fuldstændig blokade af Gaza by. Ingen strøm, ingen mad, intet vand, intet brændstof. Alt er lukket. Vi kæmper mod bæster, og vi vil handle derefter.”
Itamar Ben Gvir, minister for national sikkerhed, har knyttet frigivelsen af israelske gidsler til nødhjælp: “Så længe Hamas nægter at løslade de gidsler, de holder, er det eneste, der får adgang til Gaza, hundrede ton sprængstof fra luften, og ikke et gram nødhjælp.”
Udenrigsminister Yisrael Katz udtalte: “I årevis har vi leveret strøm, vand og brændstof til Gaza. I stedet for at takke os sendte de tusinder af bæster for at slagte os, voldtage og kidnappe babyer, kvinder og ældre. Derfor har vi besluttet at stoppe leveringen af vand, strøm og brændstof, og nu er deres lokale kraftværk kollapset, og der er ingen elektricitet i Gaza. Vi vil fortsætte med at stramme blokaden, indtil truslen fra Hamas mod Israel og verden er fjernet. Fortiden vil ikke være fremtiden.”
3. Kontekst og viden
Der kan ikke være nogen tvivl om, at Israel er bevidst om, at deres handlinger medfører hungersnød, særligt i den nordlige del af Gaza, som premierminister Netanyahu har udtalt er blevet erobret af Israel. Dette er blevet rapporteret af internationale organisationer, og flere israelske menneskerettighedsorganisationer har appelleret til Israels højesteret.
Israel har i mange år opretholdt en blokade af Gaza, og som en del af denne politik har Israel beregnet den minimale mængde ressourcer, som befolkningen kan overleve på.
Konteksten for forbrydelsen er, at der skal være tale om en international væbnet konflikt. Der er ingen tvivl om, at kampene i Gaza udgør en international væbnet konflikt.
Den, der står bag forbrydelsen, skal være vidende om konteksten og omstændighederne af konflikten. Der er ligeledes ingen tvivl om, at israelske embedsmænd er bevidste om eksistensen af den væbnede konflikt, idet de har erklæret krig.
På baggrund af rapporter fra forskellige internationale organisationer og observationer fra B’Tselems egne folk i felten er de forskellige aspekter blevet undersøgt, og konklusionen er, at Israel har begået krigsforbrydelser over flere måneder.
B’Tselem påpeger, at under international lov om grove krigsforbrydelser, herunder sult, kan individer, der begår krigsforbrydelser, retsforfølges. Artikel 27 i Rom-statutten anfører, at personer, uanset deres officielle status som for eksempel statsoverhoved, minister eller andre positioner, kan retsforfølges.
Artikel 28 i Rom-statutten handler om det personlige ansvar, som militære eller civile ledere har:
“En militær leder eller en person, der fungerer som militær leder, er ansvarlig for forbrydelser inden for domstolens jurisdiktion, som er begået af tropper under hans eller hendes kommando og kontrol, eller autoritet og kontrol, afhængig af situationen, som et resultat af hans eller hendes manglende evne til at udøve kontrol i overensstemmelse med loven.”
Dette gælder i følgende tilfælde:
1 – Ledere, der direkte deltager i forbrydelsen.
2 – Ledere, der giver ordrer til forbrydelsen.
3 – Ledere, der er medskyldige i forbrydelsen.
Antallet af ledende embedsmænd i staten og i IDF, der har været involveret i at nægte tilstrækkelig nødhjælp til Gaza, er betydeligt, og mange af dem må formodes at være bevidste om deres handlinger og konsekvenserne af dem.
Beviser for, at tropperne på jorden er klar over den omfattende ødelæggelse af objekter nødvendige for befolkningens overlevelse, kan findes i et interview med løjtnant Yogev Bar-Sheshet, leder af den civile administration, der i et tv-interview inde fra Gaza udtalte:
“Det kan ikke betale sig at skade vores folk. Dette er beskeden. Der er intet tilbage her. De, der vender tilbage, hvis de overhovedet kommer tilbage, vil finde alt jævnet med jorden. Ingen huse. Intet landbrug. “De har ingen fremtid.”
Konklusionen
“Den nuværende krig mod Hamas er endnu et kapitel i historien om vores nationale modstand gennem generationerne. “Husk, hvad Amalek gjorde mod jer.” Dette skrev Benjamin Netanyahu i en besked til israelske soldater den 3. november 2023. Enhver, der har gennemgået uddannelsessystemet i Israel, forstår betydningen af dette, nemlig som et svar på et angreb, der vil udslette ethvert minde om denne stat, inklusive børn og kvinder. Når kampen mod Hamas sammenlignes med krigen mod Amalek, er konklusionen klar: Ordren er at udrydde Gaza.
Israel har opereret i denne ånd i 7 måneder og med succes: Byer er reduceret til ruiner, et ubegribeligt antal mennesker er døde, sundhedssystemet er ødelagt, og fremtiden ser dyster ud. Drevet af hævntørst efter Hamas’ angreb har Israels handlinger ignoreret alle fundamentale moralske standarder og groft overtrådt deres forpligtelser under international lov.
Af de mange uacceptable tiltag, som Israel anvender, er udsultning af befolkningen særlig grusom. I måneder har Israel ført en politik med total blokade, fuldstændig ødelæggelse af mulighederne for landbrug og fiskeri, og begrænset leveringen af nødhjælp. Resultatet af denne politik er millioner af mennesker, der sulter.
Den udtalte hungersnød, der har udviklet sig i Gaza de seneste måneder, er ikke et resultat af skæbnen, men et produkt af en bevidst og målrettet israelsk politik. Den er åbenlyst blevet erklæret af beslutningstagere, herunder medlemmer af krigsrådet, lige fra krigens start.
Under Israels mangeårige blokade har man undersøgt, hvor meget mad indbyggerne i Gaza mindst skal have for at overleve. Israel har udarbejdet matematiske formler og sammensat tabeller over kaloriebehov til dette formål. Dette betyder, at Israel fra starten har haft stor viden om de basale behov, som befolkningen i Gaza havde brug for, og har truffet en bevidst beslutning om at nægte dem disse basale behov.
At skubbe hundredtusinder af mennesker ud i en hungersnød og bruge sult som våben kræver en fuldstændig dehumanisering. Desværre er palæstinenserne blevet yderligere dehumaniseret i de seneste måneder.
Vores håb er, at oplysning om de ødelæggende konsekvenser af denne politik samt belysning af politikernes involvering i disse beslutninger og militære lederes ansvar for at gennemføre dem, vil få Israel til at indse, hvad der burde være åbenlyst:
Sult må aldrig anvendes som våben. At sulte en befolkning er kriminelt. Den moralske skamplet og det kriminelle ansvar for de seneste måneders handlinger kan aldrig vaskes væk.”
Også Human Rights Watch dokumenterer Israels ansvar for den humanitære krise i Gaza:
“Israeli authorities cut off essential services, including water and electricity, to Gaza’s population and blocked the entry of all but a trickle of fuel and critical humanitarian aid, acts of collective punishment that amount to war crimes and include the use of starvation as a method of warfare. Israeli air strikes have incessantly pounded Gaza, hitting schools and hospitals and reducing large parts of neighborhoods to rubble, including in attacks that were apparently unlawful. Israeli forces also unlawfully used white phosphorus in densely populated areas. They ordered the evacuation of everyone in northern Gaza and had displaced an estimated 85 percent of Gaza’s population—1.9 million people—as of January 2.”
Det er endvidere Israels ansvar at sørge for befolkningen i Gaza som besættelsesmagt:
“Regardless of how many claims it makes about annexation, under IHL the occupying state does not acquire sovereignty over the occupied territory. The occupying power must ensure the humane treatment of the population and provide for their basic needs, including food and medical care.”
“Israel has been occupying the West Bank, including East Jerusalem, and Gaza, which collectively constitute the Occupied Palestinian Territory (OPT), since 1967.
Contrary to what the Israeli government claims, Israel’s withdrawal of its ground forces from Gaza in 2005 did not end its occupation of Gaza.
That is because, ever since, Israel has maintained effective control over Gaza, including its territorial waters and airspace, the movement of people and goods, except at Gaza’s border with Egypt, and the infrastructure upon which Gaza relies, rendering the Strip an open-air prison.
Under IHL, Israel is required, as the occupying power, to make sure that the basic needs of the population of Gaza, such as food and water, are met.
International human rights law also governs the legal duties of the Israeli authorities towards the population of the OPT, especially given the long duration of the occupation.”
Det er altså ikke korrekt, når B.T.’s klummeskribent skriver, at det er FN og andre nødhjælpsorganisationer, der er skyld i, at der ikke kommer nok nødhjælp ind.
Hvem gør hvad?
Klummen fortsætter: “Slutteligt er tragedien med til at isolere Israel endnu mere end landet er i forvejen. Lande og NGO’er står i kø for at kritisere Israel, mens Hamas bogstavelig talt slipper afsted med mord. Ingen taler om Hamas’ afvisning af gentagne våbenhvile-udspil fra Israel, Egypten og Qatar. Hamas’ brug af skoler, hospitaler og FN installationer går uset hen og møder ingen international fordømmelse”
Vi har svært ved at genkende, at Hamas ikke kritiseres, ligesom det er svært at se Israel som isoleret. USA og EU støtter fortsat Israel både diplomatisk, økonomisk og militært.
Det ville sikkert gøre kritikken af Hamas lettere, hvis Israel faktisk tillod journalister at komme ind i Gaza og rapportere. Angrebet fra Hamas den 7. oktober har retteligt mødt fordømmelse verden over.
Men lad os tage fat i påstandene.
Ifølge medierne, herunder israelske medier, har Israel igen og igen afvist våbenhvileforslag, og dertil hverken implementeret påbud ICJ eller FNs sikkerhedsråd. Forud for den midlertidige afgørelse fra ICJ sagde Hamas at de ville følge dommen, hvis Israel gjorde. I februar afviste Netanyahu på Israels vegne et forslag om våbenhvile og understregede, at sejr var inden for rækkevidde, og i marts tilbød Hamas en aftale, der indeholdt løsladelse af gidsler fra 7. oktober mod løsladelse af mellem 700 og 1000 af de palæstinensiske fanger/gidsler, som sidder i israelske fængsler. Det er svært at genkende, at Israel ikke har afvist aftaler.
Klummen forholder sig på intet tidspunkt til Israels systematiske brud på international lovgivning, særligt anklager om folkedrab, kollektiv afstraffelse og udsultning af den palæstinensiske befolkning. Klummeskribenten nævner ikke ICJs foreløbige kendelse om, at der er risiko for folkedrab i Gaza. Der nævnes heller intet om de ordrer, retten pålagde Israel, og som Israel ikke har overholdt. En lang rapport fra specialrapportør Fransesca Albanese når frem til samme konklusion. Vi tolker manglen på FN-kilder i klummen som en mistro til FN, som vi ved også Israel nærer.
I UK har 750 jurister, herunder fire Højesteretsdommere underskrevet et brev til den britiske regering, hvor de skriver:
“Citing both the international court of justice’s conclusion that a plausible risk of genocide exists in Gaza, and the UK’s obligations under the 1948 genocide convention, the letter states that halting weapons sales is a “‘means likely to deter’ and/or ‘a measure to prevent’ genocide”. It also calls for the government to work towards a permanent ceasefire, impose sanctions against those inciting genocide against Palestinians, restore funding to the UN agency for Palestinian refugees, UNWRA”
Hamas overholder ikke altid international lov, men en forbrydelse retfærdiggør ikke en anden. Bestemt ikke at begå folkedrab eller bevidst at fremkalde den største og hurtigtsvoksende hungersnød siden 2 verdenskrig i Gaza.
Ligesom Israels mangeårige brud af international lov og krigsforbrydelser ikke retfærdiggør at Hamas angriber civile.
Civile som skjold
Næste citat fra klummen omhandler Hamas’ brug af skoler og hospitaler, eller hvad Israel og dets tilhængere ynder at kalde at bruge civile som skjold. Vi vil derfor kort se nærmere på dette begreb. I en artikel fra Canadian Public Broadcaster (CBC), der blandt andet er baseret på et interview med den israelsk-fødte professor Neve Gordon, står der blandt andet:
“International law has only so much to say on the subject, and the legal concept of the human shield only dates back to 1977, when Protocol 1 was added to the Geneva Convention: “The presence or movements of the civilian population or individual civilians shall not be used to render certain points or areas immune from military operations, in particular in attempts to shield military objectives from attacks or to shield, favour or impede military operations.”
In short, said international law professor Neve Gordon , “protected people — civilians — cannot be used to shield a legitimate military target. And if they are used, then it does not render the target immune from attack. I can still attack the target even if it is protected by human shields. But the presence of “human shields” doesn’t free an attacking army from the rule of proportionality — which states that the cost in civilian lives must be justified by the importance of the military objective. Even if one side cynically places civilians between itself and an enemy, that does not give the other side carte blanche to kill everybody. In the Gaza Strip, for example, if the Hamas tunnels are a legitimate military target, and the tunnels span 700 kilometres, then they are under the whole Gaza Strip. So anyone above them becomes a human shield. And so you are casting or framing the whole civilian population almost as human shield. Now why is that important? Because according to international law, once someone is a ‘human shield,’ the law doesn’t require you to protect them as much as you would protect a civilian … And when you kill them, the party to blame is not you that killed them, but the party that used them…..But Gordon said there is an inconsistency to the claim that mere proximity to military infrastructure makes a person a human shield.
“When Israel bombs a mosque or a school or an apartment building and kills civilians, it blames Hamas for using human shields. And yet Israel’s military command centre is in central Tel Aviv, and its Southern Command centre is in the centre of Beersheba,” he said. “And when Hamas bombs these cities, no one in the Western media says that the Israeli civilians around these centres are human shields.
“It’s not proximity to fighting that renders you a shield. It’s proximity to a non-state actor that is fighting. By the same token, Canada’s centre of war planning, the Department of National Defence, is located in downtown Ottawa despite being an obvious target in any war. But the government of Canada is not accused of using the shoppers at the neighbouring Rideau Centre as “human shields.”
Det er altså ikke nødvendigvis helt så ligetil at konkludere, at Hamas bruger mennesker som skjold, og uanset hvad fritager det ikke Israel fra at overholde krigens regler. Klummen er endvidere ensidig i sin analyse af begrebet menneskelige skjold og mangler at forholde sig til Israels udbredte ødelæggelse af hospitaler og skoler. som for eksempel beskrevet af UNICEF:
“This includes “several concerning reports, pictures and videos showing that schools are being used for military operations by IDF, including use as detention, interrogation centres and military bases”. Satellite pictures in the report also showed military tanks, their tracks and craters from shelling in school premises in February”.
Det er et brud på genevekonventionen og international humanitær lov at angribe hospitaler. Såfremt et sådant angreb under IHL skal være lovligt, pålægger det den angribende part at fremlægge troværdige beviser, og angrebet skal være proportionalt.
Israel har systematisk angrebet hospitaler, ambulancer og sundhedsansatte i Gaza og på Vestbredden (WHO). Uden at kunne fremlægge troværdige beviser, hvilket både CNN og Washington Post konkluderer. Samt FN, WHO, Red Barnet, Læger uden Grænser, Btselem, Amnesty International, Human Rights Watch mm.
Må man kritisere Israel?
Videre står det i klummen:
“Når NGO’er og lande raser mod Israel for at bruge sult som våben, er der ingen der så meget som nævner gidslerne. Sult, voldtægt og psykisk tortur er blot nogle af de ting, gidslerne har været udsat for i snart seks måneder. Der tegner sig et billede af et en krig, hvor alt, Israel foretager sig, bliver undersøgt, kritiseret og i værste tilfælde decideret løjet om. WCK er ikke et eksempel på dette, tværtimod. Israel skal kritiseres og holdes ansvarlig for denne slags angreb. Men asymmetrien er efterhånden så himmelråbende, at det ikke længere kan forsvares.”
Her er der flere ting at tage fat i. Først og fremmest bliver alt, hvad Israel foretager, IKKE undersøgt. Israel har igen og igen afvist eksterne undersøgelser og undersøger sig selv, som vi også ser i sagen om WCK. En undtagelse er Mission report Official visit of the Office of the SRSG-SVC to Israel and the occupied West Bank 29 January – 14 February 2024, hvor FN har undersøgt seksuel vold både 7. oktober, mod israelske gidsler i Gaza og mod palæstinensere på Vestbredden. Her er det dog påfaldende, som det både står i rapporten, og som Pramilla Patten, der stod bag rapporten, efterfølgende har udtalt, nemlig at der ikke er tale om en efterforskning, som FN har ønsket. Den rigtige undersøgelse af 7. oktober, som FN ønsker, nægter Israel at være part i. Man skulle ellers tro, at Israel vil være interesseret i at få underbygget deres mange påstande.
Asymmetrien er også interessant. Først og fremmest er det påfaldende, hvordan klummeskribenten, og danske medier i det hele taget, undlader at rapportere om alle de rapporter, der omhandler, hvordan Israel behandler fanger i deres varetægt, som for eksempel dokumenteret af Physicians for Human Rights Israel:
“Since October 7th, any semblance of restraint has been cast aside regarding the treatment of Palestinians in Israeli incarceration and detention facilities. Forced disappearances, torture, and severe violations of human rights, particularly in terms of health, are now inherent in the practices and policies of Israeli security bodies responsible for Palestinians in custody. These actions have garnered support and, at times, were explicitly demanded by the political ranks. Simultaneously, the judicial system has allowed these blatant deviations from professional and ethical standards to persist without intervention.”
Og:
“The number of Palestinians held by the Israel Prison Service (IPS) has surged from around 5,500 before the war to approximately 9,000 as of January 2024, including dozens of minors and women. Nearly one-third of those in custody are held under administrative detention. Furthermore, the military has arrested hundreds of Gaza residents while providing no information, even four months later, about their well-being, whereabouts, and the conditions of their incarceration”.
I en anden rapport skriver samme organisation:
“Since the beginning of the war, Physicians for Human Rights Israel (PHRI) has received information whereby more than ten Palestinians have died in detention facilities under the custody of the Israel Prison Services (IPS) and the Israeli army. In the last month alone – since we finished the writing of our recent report on systemic violations of human rights in incarceration settings, four additional Palestinians have died in Israeli prisons.
Our physicians participated in five autopsies of people who died in the IPS. In two of the cases, the autopsies found severe signs of violence and assault; four has suffered from medical issues, and in at least one autopsy, our doctor found that the specific cause of death was medical neglect”.
Samtidig ser vi Israel stå anklaget for folkedrab, bevidst at fremkalde hungersnød i Gaza og umenneskelig behandling af fanger og gidsler i deres varetægt. Fanger og gidsler skal alle behandles i overensstemmelse med international lov og menneskerettighederne. Det er faktisk ret simpelt. Det er påfaldende, at klummeskribenten ikke synes at mene det samme.
Så skyldes det, at Israel møder så massiv kritik, så deres handlinger før og efter 7. oktober? Det massive angreb på Gaza, der helt eller delvist har ødelagt det meste af striben, den bevidst fremkaldte hungersnød, og det ekstremt høje antal dræbte civile. Over 13.000 børn til dato. Der bor 2,3 millioner mennesker i Gaza. I gennemsnit dræbes 3050 børn om året i alle verdens krige og konflikter. Allerede indenfor de første 3 uger havde Israel dræbt flere børn i Gaza end det årlige gennemsnit globalt. 100 dage inde i krigen mod Gaza havde Israel dræbt flere børn i Gaza end i hele verden tilsammen i alle konflikter de sidste 4 år.
Som kontekst bor der 2,3 millioner i Gaza – der bor 8,1 milliarder mennesker på jorden.
Man kunne ønske sig at Israel ville lade internationale journalister komme ind i Gaza, så kan det være klummeskribenten får en mere balanceret dækning, spørgsmålet er selvfølgelig om det vil være til Israels fordel?
Herefter fortsætter klummen med:
“I enhver anden krig, hvor et demokratisk land kæmpede mod en terrororganisation, ville sidstnævntes forbrydelser være det klare fokuspunkt for medier og politikere.”
Præmissen om at Israel er et demokratisk land er ikke underbygget. Endvidere ignoreres historien og nutiden. På Vestbredden ses konstante overtrædelser af menneskerettighedskonventioner og IHL, Vestbredden hvor Hamas ingen magt har. Det er i sådan et omfang og af en sådan karakter, at The Lemkin Institute den 8, april udstedte en Genocide Alert for Vestbredden: Israel is Committing Genocide across Palestine: Active Genocide Alert Condemning Ongoing Violence in the West Bank. Samme institut har i øvrigt udsendt 7 Genocide Alerts for Gaza siden 14. oktober og har kritiseret Hamas’ angreb 7. oktober i skarpe vendinger og påpeget at der var Genocidal Intent. De påpeger dog at det ikke retfærdiggør folkedrab på Gaza og skriver blandt andet:
“The Israeli state’s response to these attacks has demonstrated a disturbingly open disregard for international law. It has been energetically supported by Western leaders who have just overseen the genocide committed by Israel’s ally, Azerbaijan, against Armenians in Artsakh/Nagorno-Karabakh — including US President Joseph Biden, British Prime Minister Rishi Sunak, European Commission President Urusula von der Leyen, European Council President Charles Michel, and German Chancellor Olaf Scholz. Their reckless blanket support for any possible retribution committed by Israel’s right-wing government exposes the hypocrisies that underpin the West’s public commitments to human rights”.
Vi vender blikket tilbage mod Israel som et demokrati. Både Human Rights Watch, Amnesty International og B’TSelem, har dokumenteret, hvordan Israel udøver apartheid i Palæstina.
Human Rights Watch skrev i april 2021 blandt andet at:
‘Several widely held assumptions, including that the occupation is temporary, that the “peace process” will soon bring an end to Israeli abuses, that Palestinians have meaningful control over their lives in the West Bank and Gaza, and that Israel is an egalitarian democracy inside its borders, have obscured the reality of Israel’s entrenched discriminatory rule over Palestinians. Israel has maintained military rule over some portion of the Palestinian population for all but six months of its 73-year history. It did so over the vast majority of Palestinians inside Israel from 1948 and until 1966. From 1967 until the present, it has militarily ruled over Palestinians in the OPT, excluding East Jerusalem. By contrast, it has since its founding governed all Jewish Israelis, including settlers in the OPT since the beginning of the occupation in 1967, under its more rights-respecting civil law
For the past 54 years, Israeli authorities have facilitated the transfer of Jewish Israelis to the OPT and granted them a superior status under the law as compared to Palestinians living in the same territory when it comes to civil rights, access to land, and freedom to move, build, and confer residency rights to close relatives. While Palestinians have a limited degree of self-rule in parts of the OPT, Israel retains primary control over borders, airspace, the movement of people and goods, security, and the registry of the entire population, which in turn dictates such matters as legal status and eligibility to receive identity cards.
Det er alt sammen overtrædelser af Apartheidkonventionen, systematisk undertrykkelse og institutionaliseret diskrimination.
I 2022 fulgte Amnesty International efter med en rapport, hvori de konkluderer:
“Israeli authorities must be held accountable for committing the crime of apartheid against Palestinians, Amnesty International said today in a damning new report. The investigation details how Israel enforces a system of oppression and domination against the Palestinian people wherever it has control over their rights. This includes Palestinians living in Israel and the Occupied Palestinian Territories (OPT), as well as displaced refugees in other countries.
The comprehensive report, Israel’s Apartheid against Palestinians: Cruel System of Domination and Crime against Humanity, sets out how massive seizures of Palestinian land and property, unlawful killings, forcible transfer, drastic movement restrictions, and the denial of nationality and citizenship to Palestinians are all components of a system which amounts to apartheid under international law. This system is maintained by violations which Amnesty International found to constitute apartheid as a crime against humanity, as defined in the Rome Statute and Apartheid Convention.
Amnesty International is calling on the International Criminal Court (ICC) to consider the crime of apartheid in its current investigation in the OPT and calls on all states to exercise universal jurisdiction to bring perpetrators of apartheid crimes to justice”
Det er ikke kun menneskerettighedsorganisationer, der ser det som apartheid. I et fælles initiativ underskrev 1000 israelere og amerikanske jøder under Academics for Peace i august 2023 en fælles erklæring:
(The statement paints a grim picture) “Palestinian people lack almost all basic rights, including the right to vote and protest. They face constant violence: this year alone, Israeli forces have killed over 190 Palestinians in the West Bank and Gaza and demolished over 590 structures.” For the authors and signers of the statement, this chilling account adds gravity to the pressing need to recognize and address the systemic suppression of Palestinian rights and voices. While the document commends American Jews for their longstanding commitment to various social justice causes, it also highlights a jarring contradiction. Their efforts towards causes like racial equality stand in stark contrast to their relative silence on what the authors term as the “elephant in the room” — Israel’s enduring occupation, which they describe as a regime of apartheid.According to the statement, the very nature of the occupation, along with the backdrop of the 2018 Nation State Law, reinforces the narrative of Jewish supremacism. This disturbing trend isn’t isolated to Israeli policy. The statement also points fingers at American Jewish billionaire funders who bolster the Israeli far right.
Også en tidligere leder af Mossad erklærede i september 2023:
“that Israel is enforcing an apartheid system in the West Bank, joining a tiny but growing list of retired officials to endorse an idea that remains largely on the fringes of Israeli discourse and international diplomacy.”
Det er bemærkelsesværdigt, at klummekskribenten helt udelader, hvad der foregik før 7. oktober, og vi sidder som læsere tilbage med det indtryk, at skribenten mener, at Hamas og andre grupperingers handlinger kan retfærdiggøre det folkedrab, som tilsyneladende er i gang i form af grove krigsforbrydelser og brud på grundlæggende humanitær lovgivning.
Klummen fortsætter:
“Af uforklarlige årsager er førsteprioriteten ikke at fjerne Hamas fra Gaza, men at få en langvarig våbenhvile med en terrororganisation, der har svoret at begå 7. oktober igen. Med andre ord, voldtage, torturere, brænde familier levende, halshugge, skamfere og kidnappe børn, kvinder og ældre mennesker. Hvis Israel skal holdes ansvarlig for WCK-tragedien, skal Hamas også holdes ansvarlig for de daglige krigsforbrydelser, de begår i Gaza”
Det er her uklart hvilken førsteprioritet, klummeskribenten taler om. Det er Israels erklærede mål at fjerne Hamas, og Israel har fået fuld opbakning fra USA og EU. USA har trods modstand mod en invasion af Rafah netop godkendt 26 milliarder dollars i militær støtte til Israel. Vi har også fra starten manglet en klar definition af, hvad det betyder at fjerne Hamas? Hvem er så ansvarlige for, at Israel ikke har nået deres mål?
Chaim Levinson skrev i Haaretz 11. april:
“We’ve lost. Truth must be told. The inability to admit it encapsulates everything you need to know about Israel’s individual and mass psychology. There’s a clear, sharp, predictable reality that we should begin to fathom, to process, to understand and to draw conclusions from for the future. It’s no fun to admit that we’ve lost, so we lie to ourselves. Some of us maliciously lie. Others innocently. It would be better to find solace in some airy carb with a total-victory crust. But it might just be a bagel. When the solace ends, the hole remains. There’s no way around it. The good guys don’t always win.”
Han fortsætter:
“After half a year, we could have been in a totally different place, but we’re being held hostage by the worst leadership in the country’s history – and a decent contender for the title of worst leadership anywhere, ever. Every military undertaking is supposed to have a diplomatic exit – the military action should lead to a better diplomatic reality. Israel has no diplomatic exit. It has a scoundrel for a leader, someone with no capacity for leadership or decision-making, a person who loses his sense of good judgment over a free cigar. Yet the electorate put its faith in the current prime minister to the tune of 32 Knesset seats.
Theoretically, we could have been in a better place. The shock of the outbreak of the war could have been a starting point for a swift, powerful, aggressive, eminently justified campaign to quickly root out Hamas wherever that was possible. It could have then been replaced by a coalition of countries with money and good intentions to carry out reconstruction, with global and Arab backing, along with the Palestinian Authority. We could have created a viable alternative to Hamas in Gaza. After six months, there already might have been the first signs of independent government there. Every day and every minute, better decisions could have been made. But that’s whom we elected – a suit with a person attached.”
Hamas begik krigsforbrydelser den 7. oktober ved også at angribe civile. Israel har også både forud for og efter 7. oktober angrebet civile palæstinensere. Forud for oktober sidste år var 2023 det år, hvor flest var blevet dræbt på vestbredden, herunder dusinvis af børn.
En række påstande fremført i dagene efter 7. oktober, der er siden er tilbagevist eller modificeret. Det handler for eksempel om påstande om halshuggede babyer som viste sig at være løgn (se også’ 40 beheaded babies’: Deconstructing the rumor at the heart of the information battle between Israel and Hamas og ‘Beheaded babies’ – How UK media reported Israel’s fake news as fact ). Ligeså med påstande om systematiske voldtægter begået af Hamas, der er blevet nuanceret en del siden New York Times bragte deres artikel, med påstanden om systematisk brug af voldtægter. At så tvivl om systematiske voldtægter er IKKE det samme som at sige, der ikke foregik voldtægter – seksuel vold er en del af krig desværre og alle voldtægter er alvorlige, problemet er at seksuel vold og halshuggede babyer bruges som grundlag for der er rimelig grund til at tro udgør folkedrab. Israel har stået i vejen for en objektiv efterforskning, FN har fået lov at lave en undersøgelse, der er planlagt af Israel og som konkluderer, at der er rimelig grund til at tro, der fandt voldtægter sted 7. oktober, men som hverken konkluderer noget om omfanget eller hvem, der begik voldtægter. Der er ingen retsmedicinske beviser eller interview med ofre. FN ønsker og anbefaler en reel efterforskning, men det ønsker Israel ikke. Ligesom historien med de halshuggede babyer, der stammede fra organisationen ZAKA, er det også herfra nogle af de tilbageviste beretninger om voldtægt kommer fra. Andre øjenvidneberetninger er blevet modsagt af enten ofres familier eller optagelser fra soldater (se for eksempel The Story Behind the New York Times October 7 Exposé, Israeli Soldier’s Video Undercuts Medic’s Account of Sexual Assault – The New York Times, Newsroom at ‘New York Times’ fractures over story on Hamas attacks og Kibbutz Be’eri on New York Times Sexual Assault Story: “Not True”
Endvidere er der grund til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor klummeskribenten ikke nævner den seksuelle vold, som israelere udøver mod palæstinensere i israelske fængsler, som dokumenteret af Physicians for Human Rights Israel:
Since October 7th, we have been cautiously addressing accounts of violence, including instances of sexual and gender-based violence committed by Israeli military and security forces against Palestinians in Israeli prisons.
Concurrently, UN experts have expressed concern about evidence indicating that Palestinian women and girls in Israeli custody have faced various forms of sexual assault. PHRI urges a thorough investigation into these testimonies and reports as potential war crimes.
Sexual violence is the utilization of sexual acts to humiliate and exert control over victims. Beyond enduring the actual violence, survivors frequently contend with shame, guilt, and stigmatization influenced by societal and cultural factors. As a result, survivors often wait before reporting their experiences and, in some cases, may never come forward.
PHRI has previously addressed incidents of sexual violence against Palestinians by Israeli security forces, occurring during incarceration, interrogations, and as part of the practices of the Israeli occupation. Since the start of the war, we have observed an escalation and worsening of violence against Palestinians, with public and official support legitimizing these actions. A pervasive culture of lack of accountability predates the war, as complaints of violence, including sexual violence, were inadequately addressed by state authorities and courts, revealing systemic failures.
In times of war, displacement, damaged communication infrastructure, and dismantled welfare and healthcare systems, the harm caused by violence is exacerbated due to the limited access to reporting, support, and complaint mechanisms.
Sexual abuse is rooted in unequal and oppressive power relations. The local history of colonialism, military occupation, war, and armed conflict, coupled with the ongoing apartheid regime, creates fertile ground for vulnerability. In this context, it is the occupying power’s obligation to take every measure to prevent harm. However, without effective internal and external constraints, it is unlikely that Israel would fulfill these responsibilities”
Desuden nævner klummeskribenten heller intet om de mange dræbte i Gaza. Hele 33.600 personer var tallet 9. april. Vi er klar over, at visse personer inklusive klummeskribenten ikke anerkender dødstal fra Gazas sundhedsmyndigheder. Her forlader vi os på en artikel fra det anerkendte tidsskrift The Lancet, der i december udgav en forskningsartikel, med konklusionen:
“Mortality reporting is a crucial indicator of the severity of a conflict setting, but it can also be inflated or under-reported for political purposes. Amidst the ongoing conflict in Gaza, some political parties have indicated scepticism about the reporting of fatalities by the Gaza Ministry of Health (MoH). 1, 2 The Gaza MoH has historically reported accurate mortality data, with discrepancies between MoH reporting and independent United Nations analyses ranging from 1·5% to 3·8% in previous conflicts. A comparison between the Gaza MoH and Israeli Foreign Ministry mortality figures for the 2014 war yielded an 8·0% discrepancy.2 Public scepticism of the current reports by the Gaza MoH might undermine the efforts to reduce civilian harm and provide life-saving assistance.
Using publicly available information, 3, 4 we compared the Gaza MoH’s mortality reports with a separate source of mortality reporting and found no evidence of inflated rates. We conducted a temporal analysis of cumulative-reported mortality within Gaza for deaths of Gazans as reported by the MoH and reported staff member deaths from the United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East (UNRWA), from Oct 7 to Nov 10, 2023. These two data sources used independent methods of mortality verification, enabling assessment of reporting consistency.”
Afslutning
Denne klage handler ikke om at undskylde Hamas handlinger 7. oktober, som klummeskribenten tidligere har beskyldt forfatterne af denne klage for. Vores ærinde er udelukkende at bede et så stort medie som B.T. at se på den ensidighed, der træder frem i denne klumme. Vi er dybt foruroligede over at et danske medie tillader denne klumme at blive trykt. Endnu mere foruroligende er det, at B.T. ikke tydeligt angiver, at det er klummeskriverens egen holdning og ikke et udtryk for B.T.’s generelle holdning og forståelse af retvisende og veldokumenteret journalistik.
