Fredag eftermiddag gav Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) en række ordrer til Israel. Ikke mindst ordren om at indstille landoffensiven i Rafah er en markant udmelding, der markerer en ny og specifik tilgang fra ICJ i den igangværende krig sammenlignet med de tidligere ordrer.
Historien dækkes utroligt afdæmpet på større danske online medier, ikke mindst sammenlignet med flere store internationale nyhedsplatforme.
Samme aften (fredag d. 24. maj kl. 22.00 dansk tid) fik historien således maksimal opmærksomhed på flere af de allerstørste engelsksprogede nyhedssites. På BBC.co.uk, TheGuardian.co.uk, CNN.com og NYTimes.com lå den allerøverst og blev oftest præsenteret med store billeder og flere underhistorier.
_




_
På danske nyhedssites som DR.dk, TV2.dk, Berlingske.dk, Politiken.dk lå historien placeret som hhv. nummer 16, 40, 20 og 15. Samtidig blev den i de fleste tilfælde præsenteret med lille skriftstørrelse og uden billede.
_




_
Opfordring til danske redaktioner
Dette er desværre blot seneste eksempel. Gennem de seneste måneder har vi observeret stadig større forskel på den danske og den internationale mediedækning af Israels krig mod Gaza.
Hvad skyldes denne forskel? Er der tale om redaktionelle beslutninger eller afspejler det rå algoritmer, og dermed at danske medieforbrugere belønner disse historier med færre klik? Uanset forklaringen er det på tide, at de danske redaktioner spørger sig selv og hinanden: “bør vi tage vores ansvar som formidlere af verden mere seriøst?”
Burde skelsættende internationale begivenheder ikke fortjene mere opmærksomhed end en død influencer eller en tennisstjernes dårlige optakt til en turnering?
Det er skuffende, at danske medier ikke prioriterer en sag af så stor international vigtighed. Denne tendens kan isolere danske nyhedsforbrugere og mindske forståelsen for og engagementet i internationale retsforhold og konflikter, hvilket underminerer fundamentet for et oplyst demokratisk samfund.