Journalister blev smidt ud fra pressemøde for at stille kritiske spørgsmål til Anthony Blinken. Hvorfor fremstiller DR dem som demonstranter?

Af Niels Brinch, Anja Uglebjerg og Lars Kiær

To uafhængige journalister, Sam Husseini og Max Blumenthal, blev torsdag d. 16. januar 2025 smidt ud fra Anthony Blinken’s sidste pressemøde som amerikansk udenrigsminister. Deres ‘brøde’ var at stille kritiske spørgsmål til USAs ubetingede støtte til Israels krig mod Gaza.

Dagen efter, fredag kl. 12.16, udgav DR en artikel om hændelsen under titlen “USA’s udenrigsminister afbrudt på sit sidste pressemøde: ‘Hvorfor lod du vores tids Holocaust ske?’”.

Her valgte DR i første omgang at omtale de to journalister som ‘vrede demonstranter’, bl.a. i den oprindelige underoverskrift: “Vrede demonstranter råbte af udenrigsministeren om USA’s våben til Israel.” Efter bare en halv time blev denne rettet til “Der blev råbt af udenrigsministeren…”, ligesom der blev tilføjet oplysninger om de to journalister.

Selv i den redigerede udgave udelades fra overskrift og underrubrik, at det var journalister, der afbrød, og læseren skal helt ned til den sidste fjerdedel af artiklen for at finde ordet ‘journalist’. Undervejs i artiklen bruges vage og misvisende formuleringer som “Der blev råbt af udenrigsministeren”, “nogle af tilhørerne” og “begyndte en anden mand at råbe op”. Selv i den indsatte kommentar om ændringen undlader DR at bruge ordet og omtaler dem i stedet som “de to mænd, der råbte af udenrigsministeren.”

DR har stadig ikke rettet billedteksten, der lyder: “Antony Blinken blev afbrudt af vrede demonstranter, som kritiserede ham for sin ageren i forbindelse med krigen i Gaza og USA’s rolle i forhold til at sende våben til Israel.”

Vi har kontaktet den ansvarlige journalist og hendes redaktør, som ikke er vendt tilbage med svar på følgende spørgsmål:

  • Hvorfor valgte I oprindeligt at bruge det misvisende og negativt ladede ord ‘demonstranter’? Hvor kommer ordet fra – hvilken kilde har I brugt til denne oplysning?
  • Hvorfor vælger I fortsat at nedtone, at der var tale om journalister? Selv i den redigerede udgave udelades det fra overskriften, hvem der afbrød – selvom dette ville være central information for artiklen og oplagt at bruge ‘journalister’ som direkte erstatning for “Vrede demonstranter”. I Reuters-artiklen er ‘journalister’ det første ord i overskriften.
  • Hvorfor har I endnu ikke korrigeret billedteksten?
  • Hvad førte til, at I ændrede artiklen? Var det jer selv, der opdagede fejlen, eller var det baseret på læserhenvendelser? 

Vi undrer os over, at DR på denne måde nedtoner, at der var tale om kolleger. Der er oven i købet tale om to kendte journalister. Max Blumenthal er en højt profileret amerikansk  jøde og Israel-kritisk journalist.

Sam Husseini er en garvet uafhængig journalist, og en ikke hvilken som helst journalist. For 27 år siden stillede han kritiske spørgsmål til Benjamin Netanyahu om Israels rolle i forbindelse med at holde hånden over to mordere. Netanyahu besvarede spørgsmålene.

Pressemødet blev holdt om morgenen, hvilket er sjældent, og ifølge Sam Husseini kun annonceret cirka en time før det skulle afholdes. “Dette minimerede chancerne for, at uafhængige journalister som Max (Blumental, red.) og jeg ville nå dertil i tide” skrev Sam Husseini på X.

Sam Husseini havde fået oplyst, at han ikke ville få chancen for at stille spørgsmål. “Jeg er ikke en potteplante”, forklarer Sam Husseini på X. “Jeg vil ikke være medskyldig i min egen tavshed og tavsheden på så mange, der er afhængige af folk som mig”

Optrinnet startede, da Sam Husseini spurgte Blinken: “Vil du anerkende at Geneve-konventionen gælder for palæstinenserne?” Dette spørgsmål besvarede Anthony Blinken ikke.

Senere spurgte Sam Husseini “Kender du til Hannibal-direktivet?”. Heller ikke det besvarede Anthony Blinken. “Jeg er journalist, ikke en potteplante” argumenterede han mens Matthew Miller, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, bad Secret Service om at fjerne ham. “Miller har eksplicit fortalt mig, at han ikke vil besvare mine spørgsmål”.

Optrinnet sluttede med at Sam Husseini på voldsom vis blev båret ud af lokalet, mens han med hævet stemme forsøgte at stille flere spørgsmål. Her er de spørgsmål som Sam Husseini efter eget udsagn ønskede at få svar på:

  • Var formålet med meddelelsen den 31. maj at blokere implementeringen af ​​ICJ-bekendtgørelsen den 24. Maj?
  • Hvorfor nægter du at anerkende Genève-konventionerne som gældende for Gaza?
  • Alle fra Amnesty International til ICC anklager Israel for udryddelse og folkedrab. Hvorfor er du ikke i Haag?
  • Hvorfor var din stedfar Pisar forbundet med både Maxwell og Jeffrey Epstein?
  • Miller her lader som om han ikke kender til Hannibal-direktivet – kender du til Hannibal-direktivet?
  • Hvorfor anerkender du ikke engang Israels atomvåben?

Inden da havde Max Blumenthal stillet spørgsmål om bl.a. de mange journalister dræbt i Gaza, inden han blev ført bort uden vold.

Der var med andre ord IKKE tale om demonstranter, men journalister, som levede op til deres vigtige ansvar som formidlere i offentlighedens tjeneste. Journalister, som med deres pressekort i hånden havde legitim adgang til pressemødet, men havde fået oplyst, at de ikke ville få mulighed for at stille spørgsmål.

Beskrivelsen af dem som demonstranter er ikke retvisende og nedtoner vigtigheden af, at journaliststanden holder magthaverne ansvarlige og insisterer på muligheden for at udføre deres arbejde – principper, som tilsyneladende er ubekvemme for DR.

Den fejlagtige framing og det tendentiøse ordvalg er ikke mindre bemærkelsesværdige set i lyset af, at deres rolle som journalister tydeligt fremgår af Reuters-artiklen “Journalists berate Blinken over Gaza policy at his final press conference”, som DR selv henviser til.

DR kunne passende bruge Sam Husseini’s spørgsmål i deres videre arbejde for en mere balanceret mediedækning.

Mediekritisk Netværk undrer sig over, at DR ikke har ønsket at forholde sig til vores relevante spørgsmål. Vi holder muligheden åben for at opdatere artiklen, hvis DR vender tilbage på et senere tidspunkt.

IT-konsulent og aktivist for menneskerettigheder, retssikkerhed og indfødsret