Af Niels Brinch
Vores gennemgang af denne artikel i Politiken viser adskillige fejl, udeladelser og misvisende informationer. I sidste ende udgør de alle bias til fordel for Israel, og vildleder læserne om hændelsen.

Det starter allerede i Artiklens overskrift: “»Det er meget, meget farligt«: Franske soldater har skudt en israelsk drone ned”.Hvad er det, som er meget farligt? Overskriften antyder det var farligt at skyde en israelsk drone ned. Det vender vi tilbage til.
Herunder følger en gennemgang:
1. Standardflyvning
Politiken skriver:
Det israelske militær insisterer på, at dronen var ude på en almindelig standardflyvning for at indsamle efterretninger fra Sydlibanon, og at den »ikke udgjorde nogen trussel mod Unifil-soldaterne, men at de fredsbevarende soldater alligevel åbnede ild mod dronen«.
Det at den israelske drone flyver ind i Sydlibanon beskrives som en “almindelig standardflyvning”. Det etablerer en forkert præmis om, at det er lovligt for Israel at flyve droner ind i Sydlibanon, og at de derfor er i god tro. Det er imidlertid et klart brud på FN’s Sikkerhedsråds resolution 1701 fra 2006.
2. Det primære narrativ
Politiken skriver:
Unifil siger ifølge den israelske avis Jerusalem Post udtalt, at dronen opførte sig »aggressivt« og kastede en granat tæt på en Unifil-patrulje. Og at en israelsk kampvogn også åbnede skud mod FN’s soldater.
Artiklen beskriver først Israels påstand og dernæst påstanden fra FN-styrkerne. Artiklen kunne sagtens have beskrevet det i omvendt rækkefølge, men et valg er blevet taget om at starte med Israels påstand om hvad der skete.
3. Vildledende overskrift
Politiken skriver:
»Det er ikke første gang, vi føler, at vi er blevet et mål på den ene eller den anden måde for IDF (Det Israelske Forsvar, red.) med lasere eller advarselsskud. Det er meget, meget farligt«, siger FN-talsmanden Stéphane Dujarric ifølge France24.
Overskriftens formulering om at “det er meget, meget farligt”, stammer tilsyneladende fra dette citat. Det er altså dronen, som udgør en fare for FN-soldaterne. Det er ikke farligt at skyde dronen ned, som overskriften ellers misvisende lader læseren forstå.
4. Israelsk påstand præsenteres som faktum
Politiken skriver:
Israelsk overflyvning af Sydlibanon, både med droner og jagerfly, er dagligdags. Så sent som i mandags blev to libanesiske brødre dræbt, da en israelsk drone beskød et værksted med tilknytning til Hizbollah ved byen al-Bayyad
Denne påstand om at et værksted har tilknytning til Hizbollah skal tilsyneladende retfærdiggøre angrebet. Hvad er påstandens kilde? Det præsenteres som et faktum, men er i virkeligheden gerningsmandens påstand, der viderebringes ukritisk
5. Central udeladelse
Derudover er det selvfølgelig et brud på både våbenhvilen og FN-resolutionen at dræbe to mennesker, uanset om de befinder sig på et værksted med tilknytning til Hizbollah. Også denne vigtige kontekst udelades, hvilket bidrager til et falsk narrativ om, at angrebet var i orden.
6. Faktuelt forkerte tal
Politiken skriver:
Senest valgte den libanesiske Hizbollah-milits fra efteråret 2023 og et år frem at angribe Israel med droner og missiler. Det skete i solidaritet med den palæstinensiske Hamas-milits, der havde angrebet Israel fra Gaza 7. oktober 2023 og dræbt 1.200 og taget 251 til gidsler – og som derefter selv blev angrebet af Israel i en krig, der har kostet 68.000 palæstinensere i Gaza livet.
Det er faktuelt ukorrekt, at den palæstinensiske Hamas-milits dræbte 1.200 mennesker under angrebet 7. oktober. Et ikke ubetydeligt antal israelere blev dræbt af Israel som del af Hannibal-direktivet, hvilket de selv har erkendt
7. Ikke fyldestgørende kontekst
Forløbet beskriver konteksten af det israelske angreb på Gaza, men udelader konteksten for Hamas’ angreb på Israel: Israels besættelse af Gaza.
Det er udtryk for en selektiv omgang med fakta, der udgør et journalistisk svigt.

