Af Mediekritisk Netværk: Anna Askjær, Niels Brinch, Anja Uglebjerg m.fl.
DR’s brug af “Hamas-kontrolleret” i forbindelse med sundhedsmyndighederne i Gaza skævvrider dækningen af de menneskelige tab i Gaza og især når vi ser på drabstallene, der er verificeret og analyseret af eksperter uden tilknytning til Gaza eller Palæstina. Fokus på “Hamas-kontrolleret” er med til at flytte fokus fra, at det er Israel, der udfører de angreb, der dræber palæstinenserne.
Mediekritisk Netværk har set nærmere på DR’s dækning af Gaza og Israel i de 11 måneder efter 7. oktober 2023. Vi har fundet frem til i alt 2097 artikler udgivet af DR i perioden under sektionerne Udland, Kort Nyt og Seneste Nyt. Herfra har vi søgt efter bestemte ord og vendinger i de mere end 100.000 sætninger. Dette har gjort det muligt at optælle antal omtaler og antal artikler. Ved at opgøre det for hver af de 11 måneder har vi også set på udviklingen over tid.
Vi har blandt andet set nærmere på DRs brug af “Hamas-kontrolleret” i relation til omtale af Gazas myndigheder.
Grafen her viser andelen af artiklerne, der nævner “Hamas-kontrolleret” i relation til myndighederne i Gaza, de første 8 uger efter 7. oktober. Der ses en tydelig udvikling over ugerne.

Hvis vi ser på hele perioden, altså de 11 måneder vi har analyseret, nævnes “Hamas-kontrolleret” i relation til sundhedsmyndighederne i Gaza i
85% af artiklerne og i 79% samlet set når myndighederne i Gaza nævnes af DR
Det viser sig nu, at det ikke er tilfældigt, men udtryk for en klar politik fra DRs chefgange. Mediekritisk Netværk har således fået oplyst fra en troværdig kilde i DR, at mediehusets medarbejdere den 19. oktober 2023 fik følgende sms fra udlandschef Niels Kvale:
VIGTIG BESKED:
Husk, når vi omtaler de palæstinensiske sundhedsmyndigheder i Gaza, så er disse, ligesom resten af Gazas administration under Hamas-kontrol. Derfor bør vi omtale dem som “Hamas-kontrollerede”. Og af samme årsag forsat være gode til at bruge mere uafhængige kilder fra Gaza så som div NGOer, der driver hospitaler etc.
Redaktør: Niels Kvale
C-vagt: Sandy French
Rapportering af drabstal fra Gaza så efterfølgende typisk således ud på DR.dk:
Over 28.000 palæstinensere i Gaza er blevet dræbt på fire måneder.
Det oplyser sundhedsmyndighederne i Gaza, som er kontrolleret af Hamas. Ifølge myndighederne er 28.064 palæstinensere blevet dræbt siden den 7. oktober 2023.
Flere end 40.074 palæstinensere er blevet dræbt og 92.537 er blevet såret i israelske angreb i Gazastriben siden den 7. oktober sidste år, hvor Hamas angreb Israel.
Det oplyser sundhedsministeriet i Gaza, som er under Hamas’ kontrol, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
I november 2023 udtalte læsernes redaktør, Jesper Termansen, i forbindelse med kritik fra en læser, at DR ikke havde skrevet “Hamas-kontrolleret” i en enkelt artikel:
I en artikel på dr.dk kunne man læse om situationen på hospitaler i Gaza. Artiklen fik en klager til at skrive til DR med blandt andet kritik af, at DR ikke forholdt sig kildekritisk til, at artiklens oplysninger baserer sig på Gazas såkaldte sundhedsministerium. Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør i DR, giver klageren medhold.
– Det oplyses således ikke, at sundhedsministeriet er underlagt Hamas, som Danmark anser for en terrororganisation, og generaldirektøren for ministeriet derfor må anses for at udtrykke Hamas’ synspunkter”, skriver Jesper Termansen og påpeger, at det var relevante og væsentlige oplysninger, som burde have fremgået af artiklen.
Mediekritisk Netværk anerkender, at Gaza styres af Hamas, og at den danske regering anser Hamas for at være en terrororganisation. Det centrale problem er imidlertid, at betegnelser som “Hamas-kontrolleret” får læserne til at sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden af de oplysninger, der præsenteres.
DR står ikke alene med denne indskærpelse overfor medarbejderne. Der er lavet flere analyser af, hvordan større udenlandske medier betegnede sundhedsmyndighederne i Gaza hhv. før og efter oktober 2023. De viser blandt andet, at den sproglige tilføjelse “Hamas-kontrolleret” ikke var udbredt før 17. oktober 2023, at overgangen til denne formulering blev udløst af en specifik hændelse, og at den har sin oprindelse fra Israel og USA. Det beskrives om tiden før 17. oktober 2023 hvordan:
“De fleste vestlige engelsksprogede medier henviste blot til det “palæstinensiske sundhedsministerium.” Siden hospitalsangrebet (Ahli-hospitalet) den 17. oktober er det dog nu mere almindeligt at se sundhedsministeriet stemplet som en variant af “Hamas-styret” end “palæstinensisk… Tvivlen omkring sundhedsministeriets objektivitet begyndte først efter Ahli hospitalsangrebet.”
Skiftet i brug af betegnelsen skete efter 17. oktober:
“Israelske og amerikanske forsøg på at ændre samtalen er stort set lykkedes. Før den nuværende krig, og endda før Ahli-hospitalbombningen, var beskrivelser som “Hamas-styret”, “Hamas-kontrolleret” eller “Hamas-tilknyttet” for det palæstinensiske sundhedsministerium praktisk talt ikke-eksisterende, ifølge News on the Web Corpus, en database med aviser og magasiner fra 21 lande.”
Følgende figur illustrerer tydeligt dette skifte, og tallene er endda ikke så markante som dem, vi har fundet frem til for DR.


The Guardian beskrev sidst i oktober 2023, hvor drabstallene i Gaza steg skarpt, hvordan ansatte på CNN modtog skriftlige instrukser fra den øverste ledelse om dækningen. Et af punkterne var, at enhver reference til dræbte palæstinensere skulle nævne “Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder”, og dermed indikere, at de voldsomme dødstal var utroværdige på trods af, at WHO og øvrige internationalt anerkendte institutioner fastholdt at tallene var troværdige.
Som Mediekritisk Netværk har vist i en tidligere analyse, betragtes tallene fra Gazas sundhedsmyndigheder af adskillige troværdige organisationer som valide – baseret på tidligere erfaringer med tal fra myndighederne i Gaza.
I november 2023 bragte Associated Press (AP) en artikel, hvor de sammenlignede antallet af dræbte offentliggjort af Sundhedsministeriet i Gaza og FN:
“I tidligere krige har ministeriets opgørelser modstået FN’s granskning, uafhængige undersøgelser og endda Israels opgørelser.
I alle tilfælde har FN’s opgørelser i vid udstrækning været i overensstemmelse med Sundhedsministeriet i Gaza, med små afvigelser.
– 2008 krigen: Ministeriet rapporterede 1.440 dræbte palæstinensere; FN rapporterede 1.385.
– 2014 krigen: Ministeriet rapporterede 2.310 dræbte palæstinensere; FN rapporterede 2.251.
– 2021 krigen: “Ministeriet rapporterede 260 dræbte palæstinensere; FN rapporterede 256.”
Også anerkendte eksperter og forskere har analyseret drabstallene fra Gaza, hvilket fik Time Magazine til at konkludere i marts 2024:
“Actually, the numbers are likely conservative. The science is extremely clear”.
Den 5. juli 2024 offentliggjorde The Lancet en analyse fra en gruppe forskere, der præsenterer et konservativt estimat af antallet af indirekte dødsfald som følge af Israels krig mod Gaza i de kommende “måneder og år”. Indirekte dødsfald sker ikke i det israelske militærs angreb på den palæstinensiske befolkning, men i stedet på grund af de indirekte konsekvenser af krigen, herunder det kollapsede sundhedssystem, sygdomme, mangel på basale fornødenheder, ødelæggelse af infrastruktur og mangel på læger osv. Analysen estimerer, at antallet af dræbte, direkte og indirekte, som kan tilskrives krigen mod Gaza er 186.000.
Tilsvarende analyser er ikke nye. I en analyse af indirekte dødsfald i krigen i Ukraine, skriver Dr. Julian Sheather i British Medical Journal
“Krigens sundhedsvirkninger stopper ikke med traumer fra kampene. Grove skøn tyder på, at for hver person, der bliver dræbt direkte af krig, vil ni blive dræbt indirekte – selvom meget vil afhænge af konfliktens art og de underliggende betingelser for sundhed i de lande, hvor den udkæmpes”.
Dr. Sheather estimerer altså 9 indirekte dødsfald pr. direkte. Forskerne i The Lancet estimerer konservativt 4 indirekte dødsfald for hver direkte dræbt i krigen mod Gaza. I deres analyse står der:
“Det samlede dødstal forventes at være stort på grund af konfliktens intensitet; ødelagt sundhedsinfrastruktur; alvorlig mangel på mad, vand og ly; befolkningens manglende evne til at flygte til sikre steder; og tabet af finansiering til UNRWA, en af de få humanitære organisationer, der stadig er aktive i Gazastriben.
I nylige konflikter varierer sådanne indirekte dødsfald fra tre til 15 gange antallet af direkte dødsfald. Ved at anvende et konservativt skøn på fire indirekte dødsfald per direkte dræbte i de rapporterede 37.396 dræbte, er det ikke usandsynligt at estimere, at op mod 186.000 eller flere kan tilskrives den nuværende konflikt i Gaza.
Ved at bruge befolkningstallet estimeret for Gazastriben fra 2022 på 2.375.259, svarer dette til 7,9 % af den samlede befolkning i Gazastriben. En rapport fra 7. februar 2024, på det tidspunkt hvor det direkte dødstal var 28.000, anslog, at uden en våbenhvile ville der være mellem 58.260 dødsfald (uden en epidemi eller eskalering) og 85.750 dødsfald (hvis begge forekom) inden 6. august 2024”.
Mediekritisk Netværk har fundet en enkelt artikel på DR, der forholder sig til kvaliteten af tallene fra Gaza, og den er skrevet i forbindelse med ændring i opgørelser fra Gazas myndigheder. Det sker under overskriften “Hvor kommer dødstal i Gaza fra, og hvor pålidelige er de?” Her fremhæves det, at:
“Analyser advarer om, at dødstal fra Gaza i stigende grad beror på data af forringet kvalitet”.
Selvom titlen indikerer, at tallene fra Gaza ikke er pålidelige, viser artiklen faktisk, at tallene fra sundhedsmyndighederne tidligere har været pålidelige. På trods af dette vælger DR at problematisere tallenes troværdighed i artiklen, og ligesom udenlandske medier vælger DR mere eller mindre ukritisk at benytte betegnelsen “Hamas-kontrolleret” uden at forholde sig til, om det faktisk er relevant information i alle sammenhænge.
Mediekritisk Netværk opfordrer Danmarks Radio til at finde en mere retfærdig balance i deres dækning af Gaza, herunder at sætte fokus på at bruge forskere og eksperter, der ved noget om situationen og dermed nuancere dækningen.
At benytte “Hamas-kontrolleret” i enhver sammenhæng står i vejen for en retfærdig dækning. Israelske myndigheder beskrives ikke af DR som “Likud-kontrollerede”. En direktør for et dansk hospital beskrives heller ikke som de “Socialdemokratisk-kontrollerede sundhedsmyndigheder”.
Ved at underkende troværdige tal og oplysninger om drab og krigsforbrydelser i Gaza bidrager DR direkte til at skabe øget accept i befolkningen og dermed indirekte til Israels fortsatte krigsforbrydelser.