Af Raed El-Haj m.fl.
Israel har siden 7. oktober 2023 angrebet palæstinensiske sundhedsfaciliteter utallige gange, og 1400 sundhedsprofessionelle såsom læger og sygeplejersker er blevet dræbt i Gaza. Det er ulovligt at angribe sundhedsfaciliteter under international lov (med et mindre antal klart definerede undtagelser).
DR fortsætter dog sin ensidige dækning af disse angreb – senest den 13. maj 2025 under overskriften “Mindst 16 dræbt i israelsk luftangreb på hospital i Gaza”:
“16 mennesker er blevet dræbt og over 70 såret i et israelsk luftangreb på Det Europæiske Hospital i byen Khan Younis i Gaza.
Det oplyser de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Israels militær bekræfter angrebet og siger, at målet var personer, som var tilknyttet en militær kommandocentral, som terrororganisationen Hamas havde under hospitalet.”
DR giver dermed Israel lov til at definere årsagen til angrebet – den samme, vi har hørt gennem mere end 19 måneders angreb på Gaza’s sundhedssystem.
Problemet for DR er, at der heller ikke denne gang er beviser for Israels påstand, tværtimod. Flere udenlandske medier går skarpt til det israelske narrativ og påpeger beviselige fejl i deres udtalelser, hvilket DR helt udelader af deres artikel.
For eksempel skriver israelske Haaretz I deres overskrift om samme angreb, at;
“Den israelske hær hævdede, at Hamas-tunnelen lå under et hospital i Gaza, men viste optagelser af en nærliggende skole.”
Britiske Sky News, der har undersøgt sagen meget nøje, skriver:
“Israel siger, at de bombede Det Europæiske Hospital, fordi det var hjemsted for en underjordisk Hamas-base, men ekspertanalyser sår tvivl om beviserne.”
Om den fremlagte fotografiske dokumentation skriver de videre:
“Sky News har dog bekræftet, at optagelserne faktisk ikke viser European Hospital, men den tilstødende skole, Jenin Secondary School for Boys.“
I stedet for at inddrage denne afgørende kritik bruger DR halvdelen af den yderst begrænsede spalteplads på at gengive israelske udtalelser og perspektiver!
DR fortsætter desuden sin ubalancerede sprogbrug, for eksempel ved at mistænkeliggøre de palæstinensiske drabstal. Mediekritisk Netværk har tidligere sat fokus på DRs brug af udtrykket ‘Hamas-kontrolleret’, som er en praksis, der først er indført efter 7. oktober i en koordineret ændring på tværs af vestlige medier, samt DRs miskreditering af palæstinensisk opgjorte drabstal.
DR skriver i sine egne etiske retningslinjer om krige at:
“DR skal være særlig opmærksom på, at krigsførende parter ofte vil forsøge at manipulere offentligheden og styre informationsstrømmen.
Derfor er det vigtigt at huske, at mangfoldighed, alsidighed og nuancering af synspunkterne er DR’s altafgørende kendemærke. Tilrettelæggere, journalister og redaktører skal altid udvise stor kildekritik.”
Det lever DR ikke op til i dette og utallige andre eksempler fra deres dækning af Israels krigsforbrydelser og brutale handlinger i Gaza. Se bl.a. vores store analyse af DR’s overskrifter.
I dette tilfælde ville mangfoldighed og nuancering for eksempel have været at medtage for palæstinensiske øjenvidner, eventuel dokumentation for, at der var et Hamas kontrolcenter på hospitalet, alternativt udelade eller kritisere påstanden, hvis der mangler dokumentation.
Det ville også være yderst relevant at inddrage de mange tidligere eksempler på Israel’s angreb på hospitaler, nogle af de mange andre eksempler på, at Israel er kommet med udokumenterede påstande. Ikke mindst på baggrund af mere end 19 måneders historik, hvor Israel har angrebet hospitaler og sundhedspersonale konstant, blandt andet i følge FN og Læger uden Grænser. Eksempelvis likvideringen af 15 palæstinensiske nødhjælpsarbejdere og angrebet på FN’s bygninger, som blev kritiseret af FN og andre lande.
DR har heller ikke inddraget billeder og videoer fra angrebet. Andre medier har både billeder og videomateriale i deres artikler om angrebet. Hvorfor har DR valgt ikke at inddrage det? Videoer og billeder viser blandt andet, at udelukkende civile blev ramt i angrebet.
I artiklen skriver DR afslutningsvist:
“DR ikke har mulighed for at bekræfte antallet af døde og sårede ved angrebet.”
Det er uforståeligt og dybt kritisabelt, at DR ikke i samme ombæring tager forbehold for Israels påstande.
Mønstret synes at være det samme hver gang: Israel giver forklaringer om Hamas benytter hospitalerne til militære formål, men fremlægger ikke egentlig bevis, når påstandene undersøges nærmere, som vi ser i dette tilfælde og andre undersøgt af AP – og DR gengiver disse ukritisk.
Mener DR’s ledelse virkelig, at det er forsvarlig og troværdig journalistik at viderebringe disse påstande uden hverken kritik, spørgsmål eller reference til de mange fortilfælde?
Mediekritisk Netværk må endnu engang opfordre DR til at leve op til deres eget etiske grundlag. Det fremstår som om DR forsøger, at beskytte en angribende krigførende nation, som er anklaget for krigsforbrydelser og folkedrab. Det kan vi som medieforbrugere ikke være tjent med.
