Af Anna Askjær, Anja Uglebjerg m.fl.
.
Endnu en gruppe Al Jazeera journalister i Gaza blev sent søndag d. 10. august 2025 dræbt i et målrettet israelsk raketangreb.
I den tragiske anledning skrev DR noget, der på overfladen ligner en mere nuanceret og faktuel artikel end vanligt for deres dækning af journalistdrab i Gaza. Det gør de med artiklen For 11 dage siden advarede FN – nu er Gaza-journalisten Anas Al-Sharif død i et israelsk angreb.
Læser man artiklen grundigt, står det desværre klart, at de begår en lang række alvorlige overtrædelser af god presseskik, der i sidste ende bidrager til at hvidvaske henrettelsen af deres kollegaer.
.
Nedtoning af ansvar.
Artiklen anvender formuleringer som “død” i stedet for “dræbt” og “angreb” i stedet for “målrettet angreb”. Det er ikke blot semantiske forskelle – det er afgørende for, hvordan læseren opfatter hændelsen.
Israel har indrømmet at stå bag det målrettede angreb der dræbte journalisterne Anas al-Sharif og Mohammed Qreiqeh, to kameramænd Ibrahim Tager og Moamen Aliwa samt assistenten Mohammad Noufal alle fra Al Jazeera. Alligevel pakker DR det ind i vag terminologi hvilket svækker den journalistiske præcision og reducerer forbrydelsens alvor.
Dette ses allerede i overskriften “For 11 dage siden advarede FN – nu er Gaza-journalisten Anas Al-Sharif død i et israelsk angreb” og er endnu et eksempel på DR’s systematiske bias i deres overskrifter hvilket Mediekritisk Netværk tidligere har udgivet en rapport om.
Det samme sker i selve teksten, bl.a. med formuleringen:
“Al Jazeera bekræfter, at Anas Al-Sharif var blandt fem af mediets ansatte – to korrespondenter, to fotografer og en assistent – der mistede livet i et israelsk angreb nær Al-Shifa-hospitalet i det østlige Gaza By i går.”
De mistede ikke livet, men blev dræbt i et målrettet angreb, og ikke bare “nær” Al-Shifa-hospitalet, men lige uden for hovedindgangen.
Dette skriver DR godt nok længere nede i artiklen, men hvad er dog formålet med at forvirre tingene ved at give disse to modstridende informationer?
.
Ukritisk gengivelse af IDF’s udokumenterede påstande.
DR skriver videre:
“Det israelske militær hævder, at Al-Sharif stod i spidsen for en Hamas-celle og “var ansvarlig for at fremme missilangreb mod israelske civile og soldater”. Som bevis henviser militæret til efterretninger og dokumenter fundet i Gaza.”
IDF indrømmer at de har dræbt Anas Sharif og kommer på X med påstande de ikke bakker op. DR nævner intet om, at disse påstande hverken aktuelt eller tidligere er blevet bekræftet eller bevist. Det er tankevækkende set i lyset af DR’s faste tradition for formuleringer i stil med “DR har ikke selv kunnet bekræfte disse påstande”, eksempelvis om oplysninger om dræbte palæstinensere i Gaza – selv når de kom fra troværdige kilder.
Omvendt har IDF en sørgeligt lang tradition for at lyve samt sprede propaganda og disinformation. Dette nævner DR intet om, men ved ukritisk at bringe deres påstande, fremstiller de endnu engang IDF som en troværdig kilde.
Hvorfor bruger DR fortsat Israel og IDF som kilde, når der blandt førende eksperter og organisationer er konsensus om, at både staten og hæren er ansvarlig for alvorlige krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab?
.
Manglende stemme til Gaza’s journalister.
Hani Mahmoud, en anden prominent journalist fra AJ English, udtalte efterfølgende til mediet MEE, at henrettelsen af hans kolleger “måske er det sværeste jeg har rapporteret i de sidste 22 måneder.” Han fortsætter:
“Jeg er ikke langt fra al-Shifa hospitalet, kun en blok væk, og jeg kunne høre den kæmpe eksplosion, der fandt sted for omkring en halv time siden, nær al-Shifa hospitalet. Jeg kunne se det oplyste himlen, og med det samme kom nyheden om, at det var journalist-lejren ved hovedindgangen til al-Shifa hospitalet.”
Gaza’s journalister har lige mistet flere kolleger og må betragtes som kilder af meget høj værdi, og der er tale om anerkendte engelsktalende journalister.
Hvorfor undlader DR at nævne, hvad en af de mest relevante kilder i Gaza udtaler?
.
Fravær af kontekst.
Der er langt fra tale om første drab på journalister udført af Israel i Gaza. En af de mest iøjnefaldende mangler er derfor, at artiklen slet ikke nævner, at Israel ifølge flere internationale rapporter har dræbt flere journalister end nogen anden stat i moderne tid. Det er en helt central oplysning, som burde være en del af enhver seriøs dækning af emnet. Uden denne kontekst fremstår angrebet som en isoleret hændelse snarere end en del af et tragisk mønster.
En rapport fra Brown University udgivet i april 2025 konkluderer, at:
“Siden 7. Oktober 2023 er flere journalister blevet dræbt i krigen i Gaza end i den amerikanske borgerkrig, 1. og 2. Verdenskrig, Koreakrigen,Vietnamkrigen (inklusive konflikter i Cambodia og Laos), krigene i Jugoslavien i 1990’erne og 00’erne, og krigen i Afghanistan efter 11. Septembers sammenlagt”
.
Graf fra rapporten “Nyhedernes kirkegård”, der viser antallet af dræbte
journalister og medieansatte i nogle af verdenshistoriens største krige.
.
Dette voldsomme tal undlader DR fuldstændigt at nævne og undlader altså den historisk baggrund, der er nødvendig for at forstå alvoren af Israels kontinuerlige henrettelse af deres kolleger, der af mange tolkes som et forsøg på at skjule deres forbrydelser.
Selvom hele Gaza godt nok ofte betegnes som en konfliktzone, er det vigtigt at skelne mellem tilfældige og målrettede angreb – særligt når det gælder civile og pressefolk.
Hvorfor undlader DR at nævne, at de dræbte journalister ikke befandt sig i en aktiv kampzone?
.
Brug af kilder.
DR nævner i artiklen CPJ (Committee to Protect Journalists), men undlader det mest signifikante ved deres reaktion, nemlig udtalelsen fra Sara Qudah regionale direktør der i en udtalelse udgivet af CPJ på X udtaler:
“Israels mønster med at kalde journalister for militante uden nogen form for troværdige beviser, rejser alvorlige spørgsmål om Israels hensigter og respekt for pressefrihed.”
Artiklen inkluderer også en udtalelse fra Irene Khan, FN’s særlige rapportør for ytringsfrihed. Det er positivt, men DR nævner intet om den rapport af Irene Khan (“Global threats to freedom of expression arising from the conflict in Gaza” ), der i oktober 2024 netop fremhæver drabene på journalister, foruden israelsk censur og selvcensur i mainstream medier.
DR nævner det brev Anas Sharif havde skrevet, der blev udgivet en halv time efter hans død. DR undlader ironisk nok de meget følelsesladede dele af brevet, der rummer kritik af vestlige medier og dermed DR selv:
“Dette er mit testamente og min sidste besked. Hvis disse ord når jer, så vid, at det er lykkedes Israel at dræbe mig og bringe min stemme til tavshed.”
“Jeg har oplevet smerte i alle dens former, smagt lidelse og tab mange gange, men jeg har aldrig tøvet med at formidle sandheden, som den er, uden forvrængning eller forfalskning – så Allah kan vidne mod dem, der forblev tavse, dem, der accepterede drabene på os, dem, der kvalte vores åndedræt, og hvis hjerter var uberørte af de spredte rester af vores børn og kvinder, og som ikke gjorde noget for at stoppe den massakre, som vores folk har været udsat for i mere end halvandet år.”
Hvorfor undlader DR at nævne, at internationale eksperter og journalistorganisationer fordømmer drabene?
.
Undergravning af de dræbtes arbejdsplads.
Artiklen bruger til gengæld spalteplads på at nævne, at “Al Jazeera, der er finansieret af staten Qatar og kendt for sin kritiske dækning af Israel, fordømmer drabene.” Denne formulering er ikke neutral. Den insinuerer, at Al Jazeera ikke er en troværdig kilde grundet sin finansiering, og den trækker på en retorik, der har været brugt siden Irak-krigen til at miskreditere mediet. Det er en velkendt strategi: at reducere journalistisk kritik til et spørgsmål om statsfinansiering og politisk bias.
Denne teknik kender vi særdeles godt fra mediernes formulering af “Hamas kontrollerede”, der tjener formålet at miskreditere sundhedsmyndighederne i Gaza.
Samtidig udelader DR, at Al Jazeera flere år i træk har modtaget prestigefyldte internationale priser for sin journalistik. Det ville have givet læseren et mere nuanceret billede og understreget, at mediet – uanset ejerforhold – har en dokumenteret journalistisk kvalitet.
.
Al Jazeera English’s team bag programmet Fault Lines efter modtagelsen af to Emmy’er.
.
DR er til sammenligning selv statsligt finansieret, og Danmark har som stat været kritiseret for sin rolle i konflikten. Det stiller særlige krav til DR’s redaktionelle ansvar.
Når et statsligt medie vælger at nedtone centrale aspekter af en historie, der involverer en allieret stat, giver det indtryk af politisk motiveret selvcensur. Det underminerer tilliden til mediets uafhængighed og dets rolle som demokratisk vagthund.
.
Hvorfor fordømmer DR ikke henrettelsen af deres kollegaer?
Mest iøjnefaldende er måske det totale fravær af de mange fordømmelser og krav om uafhængige undersøgelser, bl.a. fra de omtalte organisationer.
DR har ganske vist skrevet en mere faktuel og nuanceret artikel end vanligt, men de undlader fortsat afgørende kontekst, information og kilder. De sår ingen tvivl om de officielle udmeldinger fra IDF, der gengives ukritisk og uden henvisning til hverken den manglende troværdighed eller deres direkte absurde karakter.
Det er trist at måtte konkludere, at artiklen i sidste ende fremstår som en hvidvaskning af Israel’s krigsforbrydelser. Dermed bidrager DR direkte til den straf- og lovløshed, der lader Israel fortsætte de målrettede henrettelser af DR’s udenlandske kollegaer.
